Kære mig selv, Kære Tankerepublik
Man skulle måske mene, at nytårstalen hører til på årets sidste dag. Eller måske på den første. Egentlig var det også min intention. Men sagen er den, at jeg blev født ti dage før tid. Det kunne derfor nemt antages, at jeg dermed altid burde være i god tid. Kendsgerningerne er dog nogle andre. Utallige studier (udført af mig selv) har vist, at det modsatte absolut gør sig gældende. Tillad mig derfor med lidt forsinkelse at skyde Tankerepublikken’s første nytårstale i gang. En tale om et år levet i en forlystelsespark. Helt præcist om året på en ny rutsjebane. Den med de høje bakker, man næsten ikke kan komme op ad, suser ned af, hvor man hviner af fryd og skriger af skræk. Den, hvor man få fuld valuta for pengene.
I de forgangne mange dage har der været stort postyr og fokus på nytårsforsæt. Sædvanen tro. Sagen er den, at jeg gider dem ikke. Ikke i år. Den mest afgørende årsag er, at jeg er gået fra at overleve til at leve. De ting jeg skal i livet har intet med nytårsforsæt at gøre. Mit liv er her og nu. Fyldt med mål. Små mål. Større mål. Store mål. Nogle er afgørende på kort sigt, andre på lang sigt. Alle typer mål bidrager til min retning i livet. Fremad. Fremad for fuld kraft med alle de pauser, jeg må have brug for, for at fortsætte. Mit liv er et mål i sig selv. Mit mål er at leve det. For fuld udblæsning. Kors, hvor lyder det frelst. Men det er sådan jeg har det.
Nu hvor 2015 står for næsen af mig og tripper for at tilbyde en ny luns af livet, gør jeg det, som man kun skal gøre, hvis det er for at se, hvor langt man er kommet. Jeg kigger tilbage. For hold da helt op, hvor er jeg kommet langt. Jeg synes ikke, at 2013 var særlig nem. Ikke spor. Faktisk endte det med at blive endnu hårdere, end jeg havde fantasi til at forestille mig. Det blev verdens længste rutsjebanetur. Op, ned, op, ned, op, ned. Op.
Måske derfor startede 2014 faktisk allerede i 2013. Det startede med en følelse. Først med afmagt. Så med en spiren.
Til mig selv skrev jeg en dag i december: “ ‘Glem dine problemer for en stund. De løber ingen vegne’. Efter hjertebanken har sluppet sit tag i mig, begynder livet at lysne lidt igen. IGEN. Det lyser konstant og afbrydes også konstant af de sorte huller, som jeg enten snubler over eller falder ned i. Heldigvis er de ikke dybere end at jeg kommer op. Og nu? Jeg har det godt. Selvom mit liv ikke er helt, som jeg ønsker det. Jeg orker ikke længere sumpe rundt i det, der ikke virker. Slut. Jeg gider ikke det, der ikke virker.
Jeg er begyndt at kunne mærke livet spire i mig igen. Dybt derinde et sted. Smiler. Min indre gigant snublede og er nu ved at rejse sig op igen. Børster støvet af med et smil. Jeg må ikke glemme, hvor højt jeg elsker livet. Hvor meget jeg er i stand til. Jeg har ikke lyst til at leve i dvale mere. Være lammet. Jeg er så træt af det her. Alle udfordringerne og smerten. No more. Bene, for pokker. Lad være med at spilde dette fantastisk liv, du har fået. Lev det!”
2014 startede meget anderledes end et nytår nogensinde har gjort før. Mutters alene.
Jeg skulle have været ude og fejre det, men blev syg og måtte aflyse. Kom igennem nytårsvagten på arbejdet og tog hjem i sofaen om aftnen med et tæppe over mig og sov i to timer. Jeg nåede at få lidt ondt af mig selv. Men kun lidt. For mest af alt, var jeg præcis, hvor jeg helst ville være. Havde så ondt i hovedet og kroppen var i feberramt udu. Ved 22-tiden gik jeg i seng, men der gik noget tid før jeg sov. Folk i lejlighederne omkring mig larmede og morede sig jo. Ved midnatstid vågnede jeg. 23:56. Det var som om luften sitrede omkring mig. Jeg hørte nedtællingen fra en af nabolejlighederne. 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1 – GODT NYTÅR! Og så bragede gulvet, da de hoppede ned fra deres stole. Der var obligatorisk stilhed under nationalsangen, mens jeg døsende ventede på at fyrværkeriet gik amok. Kan huske jeg smilte og faldt i søvn til lyden raketter og heksehyl og muntre mennesker.
Den start på året skulle vise sig at være temmelig symbolsk. Mig alene. På den virkelig gode måde. Uden at vide det, ventede enorme og meget afgørende oplevelser forude. Oplevelser, jeg ville få på egen hånd. Kun med mig selv som selskab.
Tilbage til nytårsforsættet. Til det nytårsforsæt, som jeg ikke gider lave. Jeg tror ikke på dem. Jeg tror på mål. Mål med livet. Jeg tror i den grad på, at vi er i stand til at nå de mål, vi sætter os, hvis vi tror nok på dem og sætter handling bag. Jeg er mit eget levende eksempel. For mig er dét at opnå et mål, at lære. Og jeg elsker som bekendt at lære.
I den første måned af 2014 var jeg til et foredrag. En amerikansk kvinde, der var født døv, men i stedet havnet på en mental institution indtil hun var 8 år, før man fandt ud af at det var ørene og ikke hovedet den var gal med. Derudover havde hendes far misbrugt hende som barn, hun havde haft kræft to gange og var blevet kørt over af en jeep, der brækkede størstedelen af knoglerne i hendes krop. Sikke et liv. Sikke et menneske. Sikke en indstilling til livet. Hendes historie sidder stadig fast i baghovedet på mig. Sammen med de tanker, der blev aktiveret lige inden foredraget skulle til at gå i gang.
“Tænker på en ting fra foredraget, inden det gik i gang. Ejeren af Speaker’s Club startede med at give os en øvelse inden Kathy gik på. Vi skulle tale et minut med to fremmede og fortælle dem om vores mål for 2014. Jeg fik talt med tre.
Spørgsmålet kom så pludseligt. Det kunne jeg da ikke svare på. Alligevel fortalte jeg hurtigt til den første, at mit mål var mental robusthed. Kvinden næsten fnøs af mig. Dét havde hun allerede. Jeg kom ind på emnet selvudviklingsbøger, da der lå 15-20 forskellige bag os til salg. Igen fnøs hun. Den slags gad hun ikke. Godtså. Spændende. Resten siger sig selv. De to andre sagde 1) øge indtjeningen i eget firma med 30% 2) finde kapital til en ny investering.
Jeg sidder her og smiler. Det handler jo bare om vores fokus. De to sidste fokuserede på penge. På at kigge udad. Jeg følte mig næsten dum, fordi jeg kiggede indad. Mental robusthed. Hvor latterligt. Nej. Lige her hvor jeg er i mit liv, er det alt andet end latterligt. Det er sundt, godt og rigtigt.
Jeg synes det var svært at sætte ord på, hvad mit mål for 2014 var – bortset fra mental robusthed. For hvad ønsker jeg af 2014? Efter tænketid er målet dog klart. Det jeg ønsker mig er vitterligt mental robusthed/velvære. Men afledt heraf er mit mål at lære og forankre min viden og indsigt, så jeg ikke skal køre i rutsjebane mere. Ikke så ofte, så intenst og så drænende.
2014 bliver året, hvor jeg for alvor finder balancen i mit liv. Slut med alle de op – og nedture. Jeg har magten og evnen til at bringe det til en ende – og det gør jeg. Det lyder vidunderligt. Det er vidunderligt. Det er fantastisk. Det er slut med at skabe unødvendige udfordringer for mig selv. Smiler over hele 5-øren. Jeg er klar til at bruge alt det, jeg har lært. Jeg er klar til at styre mit liv i ny retning.”
Jeg kom i mål. 2014 har været hæsblæsende, ikke spor nemt, fortryllende og forrygende fantastisk, fuld af tårer, glæder, indsigt, frustration, kærlighed, venskaber, lærdom, de rigtige mennesker på det rigtige tidspunkt og en indre ro, som jeg skatter ubeskriveligt højt. Jeg troede, at jeg i forvejen var bedste venner med mig selv. Måske elskede jeg blot mig selv – og er først blevet rigtige venner med mig selv nu? For jeg føler en samhørighed med mig selv, som jeg aldrig har følt før.
Kære 2015, det kilder i maven. Jeg er så klar og jeg glæder mig så meget.
